Forside
Søg Fangster
Størst & Flest
Fiskearter
Statistik
Links
Kalender
Artikler
Fotos
Rapporter: 634
 
Artikler

Artikel type: Tur beskrivelser
25. oktober 2003


Klubtur med Jaws, juli 2003

Klubtur efter havkatte i Kattegat d. 18-19 juli
12 mand og 2 Søstjerner dukkede op i lysets skær fra Jaws på en sen fredag aften, klar til afsejling 23.30. John Zanussi havde medbragt hjemmelavet saftevand. En alt for velsmagende blanding af vodka, malibu og cola. Så i løbet af ganske kort tid var stemningen høj og glad og fyldt med røverhistorier. Men ikke længe efter sejladsen var påbegyndt og som bølgerne blev højere, blev humørbarometrets bølger lavere og trætheden meldte sig.


PeterPeter i styrhuset på Jaws
En enkelt person blev straks søsyg, og det forblev han på resten af turen. Det eneste man så af ham, var hans våde benklæder og sokker. For hver gang han ofrede til Kong Neptun, stillede ham sig agterude, hvor bølger slog lystigt over hans nedre regioner!
Efter en urolig nat var vi fiskeklar tidlig morgen i lidt gråt og kedeligt vejr. Nu skulle der fanges makreller til agnfisk, og det gik ganske strygende. Et par enkelte fjæsinger, knurhaner og småtorsk blev det også til. Zanussi gjorde det bedst og hev 20 makreller ind. Laveste indskrevne makrel antal var 10 stykker.

Og så sejlede vi endnu en gang, alt imens morgenmaden blev indtaget, og alt imens den søsyge endnu en gang måtte ofre til Kong Neptuns tallerken! Den stakkel!

Steen havde vendt lommeulden hos Hvidovre Sport og havde investeret i et eddersmart havkatte-tackle, og på tacklets jomfrutur, som også blev dets sidste, sad det flot plantet i et vrag, og op kom en tom line.
Zanussi havde valgt en anden metode. Et meget stort spinneblad i krom, dernæst line og til sidst en krog med en treretters menu "alt godt fra havet". En stor reje, en sildefilet og afslutningsvis en makrel filet. Så kom ikke og sig, at der ikke var serveret. Den eneste der synes Zanussis menu var uimodståelig den dag, var en sej! Alle prøvede hver deres metode. Nogle fangede pænt store sej, nogle fangede småtorsk og en enkelt luppe blev det også til, men havkattene udeblev fuldstændig.

Timerne gik og ingen havkatte kom til syne. Jeg havde ellers glædet mig til at se sådan en starut for første gang, men sådan skulle det ikke være! Vejret ændrede dig heldigvis til det bedre, og diverse hel- og halvhvide ben kom tiltrængt til syne.


Preben, Steen og Benedikte slapper af under sejladsen.

PeterPeter sejlede os omkring i flere forsøg på at finde de "werdamte" havkatte, men lige meget hjalp det. Det gik flot for PeterPeter at finde vragene, og det gik rigtig flot for os andre med at dekorere dem med diverse kroge, ophængere, bomme osv.

Fiskegnisten var visnet lidt for samtlige ombord, men lidt hyggelige historier om forgangne tidernes storfiskeri og en anelse overdrevne løgnehistorier om diverse kirurgiske indgreb og makabre ulykker, satte lidt morbid kulør på eftermiddagen. Også selvom Zanussis ellers så mandige ansigtskulør langsomt skiftede fra glad lyserød til en lidt gråhvid tone, hvorefter han afsluttede vor andres ellers så interessante emne med; "Kan I ikke snart tale om noget andet".


Lidt efter lidt nærmede vi os Sjælland med Kronborg i horisonten, og skulle da lige prøve at fange lidt større torsk eller hvad der nu kunne gemme sig på havets bund. Men den eneste tanke der strejfede os var; "FISKEDØD". Det var ski' synd at sige, at vi havde ramt dagen - overhovedet!
Den søsyge livede op på et splitsekund, da vi alle var enige om at afkorte turen og vende næsen hjemad. Han indtog sågar varm mad og fik lidt kulør tilbage i kinderne. Rygtet fortalte, at han senere dog lige skulle ud og fylde Kong Neptuns tallerken HELT op. Min sult fejlede ikke noget. Jeg var først i rækken til "truget" og slugte to og en halv portion Forloren Skildpadde på rekordtid, der ville have gjort enhver velvoksen håndværker misundelig!


"Kissekrel"

Steen indskrev fangstlisten, og i stedet for puljepenge til de 2 største havkatte, blev det til de 2 største makreller. De største makreller vejede begge 640 g, og puljen gik til: Joachim Risom og Henning Nygård.

Nåe, men alle kom da i det mindste hjem med makreller i køletasken, og nu tænker jeg på om man ikke næste år skulle arrangere fisketure til Kattegat efter Kissekreller - for dem er der sgu nok af…

Helle :-) "SøStjerne"



Til TopUdskriv artiklen






© Copyright Helle