Forside
Søg Fangster
Størst & Flest
Fiskearter
Statistik
Links
Kalender
Artikler
Fotos
Rapporter: 634
 

Havtaske
Findes i 0 rapporter
Antal fanget ialt: 0




Lophius piscatorius

Karakteristisk udseende fisk med kæmpestort hoved og lille krop. Gabet er kolossalt for en fisk af denne størrelse – dertil besat med et hav af sylespidse tænder. Det er en rovfisk, som ligger på lur på bunden og vifter med en dusket ”lokkemad” fastgjort til en tynd stilk på hovedet.

Kendetegn:
Kropsformen er flad, hovedet er stort. Munden er bred med kraftigt underbid. De to forreste stråler i rygfinnen er frie og bevægelige. Tænderne er meget lange og sylespidse. Hele tandrækken er bevægelig og kan lægges ned bagud mod svælget. Brystfinnerne er store og sidder som »håndtag« vinkelret ud fra fiskens side. Af den årsag kaldes havtasken »motorcykel« blandt fiskere.

Størrelse:
Op til 1,7 meter og 40 kilo. Se DK Rekorden>>

Udbredelse:
Findes fra Middelhavet og Vest-Afrika til Island og Nord-Norge. I danske farvande indtil Øresund og bælterne.

Biologi:
En udpræget bundfisk, som lever fra lavt vand ned til ca. 1800 meters dybde. Havtasken er særlig kendt for sin jagtmetode. Den ligger ubevægelig på bunden og vifter med den forreste rygfinne foran sin mund. Rygfinnen med hudfold på spidsen minder om et lille bunddyr, og dette lokker bytte nærmere. Med gællelåget kan havtasken skabe et kraftigt vakuum i sin mundhule, og bytte, som er lokket tæt på, suges lynhurtigt ind i munden. Mange småfisk lader sig lokke på denne måde, men store individer kan også tage dykkende fugle. Gyder i perioden april-september på dybt vand (1000-1800 meter). Æggene gydes i lange slimbånd, som kan måle op til 9 meter i længden og 60-90 cm i bredden. Båndene er svagt lilla og driver med strømmen til æggene klækker. Et bånd fra en enkelt fisk kan indeholde mere end 1 million æg. Ynglen, som lever pelagisk, ligner overhovedet ikke de voksne. De har høj krop (flad fra siden), meget lange, tynde og frie stråler i ryg- og bugfinner, mens brystfinnerne er store og næsten cirkulære. Ynglen søger mod bunden 6-8 cm lange.

Fiske/madværdi:
Fremragende spisefisk. Smagen er delikat, kødet hvidt og fast, og da fisken ikke har ribben er kødet også benfrit. Tages som bifangst ved trawlfiskeri. Der fanges årligt over 10.000 tons i Europa.
 
Fangstmetode
Havtasken kan i sjældne tilfælde blive mere end 1 meter lang og lever på dybder op til 1.000 m. Kødet er hvidt og meget velsmagende, hvorfor fisken er eftertragtet af såvel erhvervsfiskere som chefkokke. Sjælden gæst på lystfiskerens krog.

Fredning
Ingen officiel fredningstid.

Mindstemål
Ingen officiel mindstemål.


Andre sprog...
Marulk Seeteufel, Angelfisch Breiflabb Anglerfish/monkfish Baudroie, lotte


Udskriv artiklen





© Copyright Helle